Til borgere der modtager sygepleje, træning og behandling
Til borgere i Lyngby-Taarbæk Kommune der modtager sygepleje, træning og behandling
Hvad gør kommunen for at undgå eller begrænse smitte? Vi retter os efter sundhedsmyndighedernes anbefalinger, og tager løbende alle de forholdsregler, som er nødvendige for at sikre dig og andre mod smitte så godt som overhovedet muligt. Ligesom vi også skal sikre, at vores medarbejdere ikke bliver smittet.
Retningslinjerne for medarbejderne er derfor skærpet ud fra et forsigtighedsprincip. Det betyder, at medarbejderne skal bære værnemidler for ansigtet i de situationer, som kræver nærhed indenfor 2 meter til dig eller andre medborgere.
Du vil derfor kunne opleve, at medarbejderne fortsat i det daglige vil overholde reglerne om afstand for at minimere risikoen for, at du bliver smittet. I de situationer hvor dette ikke er muligt, for eksempel hvis du får hjælp til at få tøjet på eller blive vasket, vil medarbejderne anvende de værnemidler, der måtte være brug for.
Du kan i de situationer opleve, at medarbejdere som nævnt tager et visir foran ansigtet, også selv om du ikke er smittet med Coronavirus eller har symptomer på smitte. Alle medarbejdere er undervist grundigt i sundhedsmyndighedernes retningslinjer vedrørende pleje af smittede borgere og forebyggelse af smittespredning til sig selv eller andre.
Vi følger situationen tæt, og vi er i løbende dialog med de praktiserende læger, sundhedsfaglige konsulenter i kommunen og de nationale sundhedsmyndigheder. Vi gør alt, hvad vi kan for at sikre de nødvendige foranstaltninger mod smitte og samtidig skabe en god og tryg hverdag for dig trods den forandrede tid, vi står midt i.
Hvis du har spørgsmål, bekymringer eller undren, er du altid velkommen til at kontakte en leder. Kontakt oplysninger fremgår af vores hjemmeside: https://traening-rehab.ltk.dk/kontakt